To Søstre
Det var tidlig morgen, solen var lige stået op og der blæste en svag til frisk vind. Hun sad på sydsiden af husets tag, helt ude ved kanten. Terrasse bordet og to bænke stod lige neden for. Efter en nats god søvn var hun lysvågen, fuld af gå på mod og meget sulten. Hun betænkte sig ikke længe, men kastede sig ud fra taget medens hun flittig spandt sin sikkerhedstråd, hun var nemlig en ung stærk Korsedderkop. Hun svinger frem og tilbage i sin line der efterhånden er tre meter lang, og med et lander hun på havebænkens ryglæn og gør straks linen godt og solidt fast. Efter en lille hvilepause klatrede hun et stykke tilbage og kaster sig atter ud i luften i sin sikkerhedsline som hun svinger sig i til hun rammer en vinduessprosse som hun så gør sig fast i, nu havde hun tre faste punkter og klatrede tilbage til krydset hvor hun spandt et flot stort fangstnet der hang frit over terrasse bordet. Hun satte sig tilfreds i midten og ventede på at en flue skulle flyve i nettet. Spindet svingede og duvede i vinden, så hun fik sig en ordentlig gyngetur i de timer hun sad og ventede. Hen på eftermiddagen fløj der en lille flue i nettet. Hun sprang straks på den, spandt den fast og stak den med sin giftbrod så den kunne hænge stille, så kunne den spises senere. Hun satte sig for at hvile lidt, men så gav det et voldsomt ryk i nettet! Hun blev bange, stivnede og gav et skrig fra sig. Da hun turde åbne øjnene så hun at en kæmpestor flue sad i nettet, den snurrede med vingerne og rev i nettet med benene, men kunne ikke komme løs. Hun blev dog betænkelig. Nettet var jo kun gjort fast med tre liner og den store flue var jo tung og meget urolig. Hun listede forsigtig hen til den for at binde den bedre fast, men fik et voldsomt slag af en vinge, så hun var ved at miste fodfæstet og styrte ned, hun reddede sig, men blev meget vred, så med et spring var hun henne på ryggen af fluen og fik den bundet så den ikke kunne røre sig og for en sikkerheds skyld gav hun den to ordentlige indsprøjtninger, så var den død og rolig. Hun rettede sig stolt og sejrsglad op,,, piftede til sin store søster der sad to meter henne i sit eget spind, som hun havde bygget i god læ under udhænget på udestuen . Store søster både hørte og så lille søster med sit store bytte og var misundelig. Lille søsteren kravlede hen til den lille flue, hun var blevet sulten og begyndte at suge blod, det smagte sødt og godt og hendes bagkrop svulmede op af den gode mad og det gav en god fornemmelse at se på den store flue, nu var der jo mad til mange dage. Som hun sad der og nød det kom der uheldigvis et vindstød der fik det flotte net over bordet til at rive først de to og så den sidste bæreline over, så det faldt til jorden og landede under nogle buske. Den unge edderkop slap fra det med livet i behold, men hun var meget forslået, så hun gemte sig i en krog og bestemte med sig selv at næste gang ville hun forstærke sikkerhedslinerne inden hun gav sig til at spise. Det kraftige vindstød havde slået en stor spraglet sommerfugl ud af kurs så den landede i store søsters net og selv om den baskede voldsom med vingerne kunne den ikke komme fri. Store søster var rap og fik selv om det var farligt spundet sommerfuglen godt fast og det varede ikke længe inden den ikke kunne røre sig og så fik den et par stik så den døde. Da det var gjort begyndte hun straks at forstærke nettets bæretråde, så det var sikkert det kunne bære den store tunge fangst, det tog resten af dagen at få det klaret og så kunne hun rolig gå hen til sommerfuglen og få en god tår blod. Dagen efter var alt stadig i god orden. Lille søster var ikke at se nogen steder.
Septemberdag i 2009 S/R