Når vi når til middelalderen, er der også noget at finde. Kapeldal, en kirkeruin der ligger ved en gammel hulvej også ud ad Harrebjergvejen. Den har sin egen spændende historie.
Ruinens munkesten blev brugt til byggemateriale for folk, der, efter en brand i 1916 i Harre, skulle have genopbygget deres lader. Munkestenene sidder endnu i enkelte af laderne. Tager du ud til ruinen, står der skrevet om kapellet, men også om den unge mand, der opdagede branden, så menneskeliv ikke gik tabt. Hans efterkommere, som bor i Harre kan fortælle mere…
For få år siden, da man byggede arbejdsrum til Harre Kirke var arkæologerne også herude og fandt spor af en palisadevæg fra en vikingehøvdingeborg på stedet.
Harre kirke ligger på en gammel offerplads fra oldtiden. Se hjultegn på kirken.
Harre Gud og Hjerk præst hvilken af dem er “bæst”, er en gammel talemåde, der fortæller lidt om forskellen på Hjerk og Harre. Harre Kirke blev vundet i spil mellem Niels Rybjerg og Rosenkrans på Spøttrup borg, jo, der er mange historier om stedet.
I Bajlum ligger en gård, hvor en fæstebonde Søren Josefsen boede. Det ved vi på grund af et besøg på Landsarkivet i Viborg for en del år siden. Skolen brugte materialet til at levendegøre stavnbåndjubilæet i 1988. Da havde vi besøg af annoncebladet.
Badestranden, sportsbanerne og klubhuset ved Harre Vig bliver brugt af mange. Blandt andet spiller HRH-74 om sommeren dernede.
Mange unge har mødtes der og spillet bold. Gæster udefra holder udflugter til stedet med den børnevenlige badestrand. Skolen holder også nogle gange store badedag der. Folkedanserne har flere gange holdt deres sommerudflugter dertil. Om vinteren mødes folkedansere på skolen.
Grundlovsdag, Skt. Hans Aften mødes folk ved vandet.
Beboerforeningen har lavet en udendørs scene, som er rar at anvende til mange forskellige arrangementer. Børnedyrskue, Harrevigfest ja man kan blive ved. Forsamlingshusenes bestyrelser er også aktive her. De laverhøstfest, juletræ, vinterfest med teater og andre arrangementer i løbet af året.
I Vester Hjerk har vi også mange dejlige steder ved vandet. Der er jo også Hjortholm, som man kan gå over til en del af tiden endda tørskoet. Sikke en natur vi har ved Hjerk Nor. Har man cyklet den vej til Krejbjerg glemmer man det ikke. Fuglelivet i området kalder også på interessen for en del. |