HARREVIG-EGNEN! |
Navnet Harre og Harrevig stammer fra det oldnordiske navn Hargæ. Iflg. Dr. Phil. Gudmund Schyttes bog om Sallinglands helligdomme betyder Hargæ ”Helligdomme”. Det er et helligdomsnavn af den alleældste og ærværdigste art. Ser man på et kort over Salling, kan man tydelig se, at Harrevig har været den vigtigste adgangsvej til det meste af Salling helt fra oldtiden og indtil for ca. 150 år siden da jernbanen kom. Al fragt og meget person transport foregik jo ad vandvejen. Et skib kunne i vikingetiden have ca. 20 tons varer med, og når vejret var til det, var det jo meget hurtigere end at gå eller køre med heste, for vejene var jo ikke så gode. I stenalderen boede der mange mennesker her, da Harrevig var et godt sted at fiske, og der var store banker med muslinger og østers. På den tid var det meste af Salling dækket af skov, så der var også gode muligheder for jagt. I begyndelsen boede de tæt ved Harrevig, men lidt efter lidt flyttede de længere ind i landet. Der var jo dengang som nu enkelte af beboerne, der var dygtigere, klogere og måske også stærkere end de andre, de blev jo til høvdinge. En af dem fandt den gode plads, hvor Harre kirke ligger nu. Det er jo en holm, og på de tre sider var der en bred å, den fjerde side mod vest kunne nemt lukkes med en palisadehegn, og så var der en kilde, næsten midt på holmen. Det kan ses af, at der er et sted på kirkegården er meget fugtig, bare man graver en halv meter ned i jorden. Her bosatte den mægtigste mand i bygden sig, og ganske langsomt blev han den, der udførte ceremonierne, når der skulle ofres til guderne. Menneskene har altid haft en eller anden gud, de troede, styrede verden, og som det var bedst at være gode venner med, og det kunne ske ved at ofre noget af det bedste man havde til guden. Solguden var den største gud dengang, den bragte jo lys og varme, så den blev tilbedt her hvor nu kirken ligger. Som århundrederne gik, blev denne offerplads også til en handelsplads, på grund af den gode beliggenhed, og kom til at hedde Hargæ. Beboerne var nok også dygtige, så Hargæ blev sallingboernes hovedsamlingssted, både når den mægtigste af guderne, solguden, skulle tilbedes, men også som handelssted, og der fik vandvejen med Harrevig en stor betydning. Høvdingeslægten blev nok stærkere og stærkere, og da man nåede til bronze alderen, var den blevet så betydelig, at de ikke ville have offerpladsen lige op ad deres bolig. De flyttede offerpladsen over på den anden side af åen, der var også en fin kilde, så de tilrejsende kunne få noget at drikke. Offergoden, som præsten kaldtes dengang, blev nok også flyttet over åen, så han i fred og ro kunne indrette sig med altre og slagtebænke, for til ofringerne blev der tit brugt levende dyr, og i sjældne tilfælde er der sikkert også ofret mennesker. Offergoden fik lavet en god og fin helligdom, som alle gerne besøgte. Høvdingen og beboerne i bygden, var fri for lugten fra alle ofringerne, og de, som besøgte helligdommen, gik jo over åen for at handle og spørge nyt. Det var, skønt ASE troen med Odin og Thor fik mere og mere indpas, stadig Solen der blev ofret til i Hargæ og hovedhelligdommen for Salling voksede og voksede. Det kan man se af de mange bronzealderhøje nord for Harre, for totusind år siden var der ti gange så mange, de største af dem har holdt i to-tre tusind år. Når man ser på disse kæmpehøje, må man beundre de mennesker, som har slæbt al den jord sammen med de primitive redskaber, der fandtes dengang. Den første høj, man ser, er en anseelig tvillingehøj, Marken, den ligger på, hedder fra gammel tid Ravns fald. Når man tænker på, at den i meget gamle dage er sat for at give et par storfolk et minde, og at dette minde står her endnu, så må man sige, at det er lykkedes for den tids folk at give deres høvding et evigt minde. En stor tvillingehøj hvem er mon begravet her. Er det to venner? Er det en høvding og hans frue? Er det et par brødre? Det bliver aldrig opklaret, men det har været et par mægtige folk. Der er flere store høje og mange flere små høje i en lang linie langs skellet mellem Harre og Dalstrup, så denne bygrænse er også meget gammel. Bronzealderen går langsom over i jernalderen og vikingetiden. Der er i de Islandske håndskrifter berettet om en forudsigelse, Kong Gorm den gamle fik af sin svigerfar Harald Jarl fra Holsten. Han sagde, at han havde set et træ ved højvinter med grønne og små æbler, men gamle og store æbler lå underneden samme; det tror jeg bebuder trosforandring, som vil komme i Danmark, og den betegnes ved de smukke æbler; men den religion, som hidtil har hersket her, betegnes ved de gamle æbler, som lå nede på jorden, og ville der rådne og blive ganske til støv; således vil også denne religion nedlægges, når den anden kommer i Danmark, og den vil da tilintetgøres og ganske forsvinde, ligesom mørket for lyset. Da Harald Blåtand blev konge og var på vikingetog, drog Kejser Otto af Tyskland til Danmark for at kristne dem, da han nåede til Limfjorden, vendte han om, det viser, at han også har været i Harre. Høvdingen i Harre er nok blevet noget kristen og nok også døbt, da Harald Blåtand var konge, det skete i tidsrummet 935-968. Høvdingen er nok kommet hjem fra Jelling, med besked på at sørge for at beboerne i Harre og Salling skulle holde op med at tro på Odin og Thor. Det har ikke været nemt, her i Solguden og Asetroens centrum i Salling, men han har nok haft en kristen præst med hjem til at forkynde kristendommen, skibsbesætningen fra 2 havgående vikingeskibe ca. 100 krigsvante vikinger er jo også blevet døbt, så de kunne hjælpe til. Det har taget mange år, at omvende befolkningen, og på Svend Tveskægs tid blev Asetroen genindført, men efter flere hundrede år blev omsider alle kristne. Høvdingen byggede en lille trækirke til sin præst, den blev meget praktisk bygget på gårdspladsen, et par hundrede år senere er den kirke, der står der nu, så bygget. Det er jo en herredskirke, og man kan jo godt tænke på det mærkelige i, at præsten så bor i Hjerk. Kan det stamme fra fortiden. Det store hedenske gudehov i Harre var nok ikke det sted en kristen præst helst ville bo, måske var beboerne i Harre mere hedninger end dem i Hjerk. Det gamle ord der spørger ” Harre gud og Hjerk præst, hvem af dem er bedst” er nok ældgammel. Da stenkirken var bygget, blev der jo brug for en kirkegård til gravpladser. Der blev bygget et dige af de kampesten, der var levnet fra kirkebyggeriet og høvdinge gården blev flyttet hen, hvor den gamle skole ligger nu. Harre var stadig den store landsby i herredet, og som et af de eneste steder i Danmark, er det sikkert at herredshøvdingen havde to havgående vikingeskibe, for ved Harrenor findes de to eneste Nauster der er fundet i Danmark. En Naust er et skibsskur til at sætte vikingeskibet i om vinteren, når det var kommet hjem fra togt, her kunne det blive repareret og malet, så det var klar til at sejle ud med om foråret. Når man i dag spadserer hen på Harrebjerg for at se Nausterne, kommer man forbi en skøn hulvej, der kaldes Kapeldalen, det er efter arkæologiske undersøgelser en vej fra oldtiden. Går man ad denne vej ned mod Harrevig, ser man på højre side en fredet kirkeruin, det er Fruekirke. For hundrede år siden var det en rigtig ruin, da stod kampestens murene i 1 til 2 meters højde, det har min mor fortalt. I dag er kun omridset af kirken synlig, men den er stadig en seværdighed ikke mindst på grund af dens smukke beliggenhed, hvor man mod sydvest kan se ud over fjorden, helt til Jegindø. Kirken har i middelalderen været et godt sømærke, når man skulle sejle ind i Harrevig. Der findes intet skriftligt om den. Sagnet fortæller, at den er bygget af en Adelsfrue, der blev reddet fra røvere her i dalen, et andet sagn fortæller, at hun var i havsnød på fjorden og blev reddet. Der kan blive slemt vejr på fjorden i stormvejr. I Dalstrup kan man køre ad en hulvej til Dalmølle. Det er en vandmølle som oprindelig stammer fra første del af middelalderen. Møllen ligger meget smuk ved en stor mølledam. Mølleriet er nedlagt og bygningen bruges nu til bolig. En anden seværdighed, som ikke er så kendt, er Tinghøjen. Den ligger nordøst for Harre Skovgård, der hvor sogneskellene for Harre, Durup, Tøndering og Roslev løber sammen. I meget gamle dage havde man tingsted på neutral grund, så folkene fra de forskellige sogne, kunne stå på deres egen jord, når herredsretten skulle afgøre tvistigheder. Der har været afholdt retsmøder her for Harre herred indtil ca. år 1400, så det kan være at der både har været tvekamp og henrettelser her. Harrevig var jo indfaldsvejen til Harre’s storhedstid i gamle dage, og gården nærmest vandet hedder Høller, her boede købmanden fra ældste tid, den første, der er navn på, er fra 1610, han hed Olle Jensen, her var landingsstedet indtil midt i attenhundrede, da kom der en købmand fra Skive, der hed Svint. Han byggede købmandsgård ved siden af den nuværende sportsplads. Senere blev det solgt til Vinhandler Cort Trap i Skive, der brugte det til sommerresidens. I 1941 døde Trap, og ejendommen blev solgt til Kommunen, Esper Jørgensen og Anders Ravn, de fik ca. en tredjedel hver. Kommunens del blev lavet til sportsplads, den egentlige grund til købet var tanker om, at det var et godt sted at bygge en centralskole. Af en eller anden grund blev det desværre aldrig til noget, så nu er der en dejlig plads her ved den børnevenlige strand. Esper Jørgensen købte stykket med købmandsgården på, her var i starten konditori og danserestaurant, nu er det sommerbolig. Anders Ravn købte stykket ved lilleå, hvor bygningerne af kommunens gamle fattighus ligger, det blev lavet om til cementstøberi, i dag er det sommerbolig. I Harrevig blev den første Østersbanke fundet i 1851 og der er stadig mange fine Østers her. Når vi siger Harre herred, Harre og Harrevig, må vi også sige hovedsognet Hjerk. Harre er anneks sogn til Hjerk, skønt det er herredsbyen. Måske er Hjerk blevet hovedsognet engang i middelalderen, fordi præsten helst ville bo her og ikke i Harre, hvor afgudspladsen var. Stednavnet Hjerk kan være kommet fra oldtidsgudinden Hærn. Sognepræsten for Hjerk og Harre menigheder Søren Bøgesckow døde i 1770, hans enke Inger Willumsdatter Stenblock oprettede efter løfte til sin afdøde mand et legat til fordel for arme og meget fattige og trængende i Hjerk og Harre. Legatet blev stadfæstet af Kong Christian d. syvende i 1771. Dets pålydende var 100 Rigsdaler. Renterne af legatet blev udbetalt til Nytår i godt to hundrede år indtil 1976, da det blev lagt sammen med andre legater i Sallingsund kommune. En anden præst der bør nævnes er S. M. Westergård fra 1901- 1916. Han blev provst i Salling provsti og i 1916 blev han Biskop i Ribe. Den første egentlige skole blev efter fundats af 21.- 7. 1740 bygget af Ole von Lassen til Bustrup og Ritmester Ravn af Harregård. Skolen lå vest for kirken og Degnen hed Niels Jørgen Knudsen Hopp, han skulle også undervise børnene i Harre og Bajlum. Han var Degn i 60 år og havde et godt vidnesbyrd fra Biskoppen. Den næste Degn hed Christen Nikolaj Hjardemål, han var Degn i Hjerk og Harre i 12 år. Han var vidtløftig, turede svært og lavede falske penge. Han forlod kaldet i hemmelighed efter en beskyldning for brandstiftelse på skolen. Laurits Andersen Vammen blev for tro tjeneste som soldat kaldet til Degn i Hjerk – Harre i 1812. Han var fingernem, var skærsliber, bøssemager m.m.. I 1820 skulle han reparere Pastor Mølsted’s gevær og havde sat den fra sig i skolestuen, en dreng tog bøssen og kom til at skyde en anden dreng, da han ikke vidste at bøssen var ladt. Degnen frikendtes, da præsten ikke havde fortalt, at bøssen var ladt. I 1862 byggedes skolen i Harre, der indtil da havde haft biskole og hjælpelærere fra Hjerk. Bajlumgård nævnes første gang i 1594 og var da meget tæt på at være en herregård. Der blev handlet meget med den og i 1688 nævnes den som en stor bondegård. Stuehuset som står endnu er bygget c. 185o og er meget seværdig, og der er et vidt udsyn over Harrevig. Hvor Hjerk nor går ud i Lysen bredning, er Lysen odde, den ligger i læ af Hjortholm, og her var i gammel tid Lysen havn eller landingssted. Her var et velbesøgt marked i flere hundrede år, hvor der kom fragtskibe og handlede med egnens bønder. Ifølge vidneudsagn fra en retssag som Skive borgerne førte mod en skipper i 1688 var der tit en, to, tre, fire fartøjer der på en gang. Der kom fartøjer fra København, Malmø, Norge, Læsø, Ålborg, Nykøbing og Skive og solgte tømmer, salt, jern og stål, tjære, hamp, hør såvel som andre varer. De fik i bytte korn, smør, fisk, flæsk, huder, voks, tælle og andet, sommetider fik de også penge, så der var stor handel og det mente købmændene i Skive, at det skadede dem. De sendte toldbetjente ud som beslaglagde et af skibene, men manden på Bajlumgård Søren Jørgensen gik imod dem, og vandt retssagen så handelen kunne forsætte og blev ved helt til c. 185o. Går man langs stranden c. 400 m. ind i Hjerk nor, kan man finde en køkkenmødding fra oldtiden. Den er ikke meget kendt. Dette er en lille beskrivelse af Harrevig egnen i fortiden. Harrevig egnen er et af de smukkeste steder i Danmark og her har altid boet mennesker, gå en tur og se det.Harre Vinteren 2003- 4 Svend Ravn. |